Jimmy Ngo - 23 år - Kemi og teknologi

Det vil jeg forandre

Jeg vil udvikle og optimere løsninger til energisektoren, da elektricitet er altafgørende i vores moderne samfund. Derudover vil det også gavne de udviklingslande, der stadig ikke har fuld adgang til strøm. Det kan føre til fantastiske muligheder, som for eksempel opbevaring af medicin og bedre levevilkår generelt. Og hertil mener jeg, at solceller er en fremragende kandidat.

Derfor valgte jeg en ingeniøruddannelse 

I det store hele handler kemi og teknologi-uddannelsen om fremtiden, og hvordan vi forbedrer den. Ingeniører har virkelig muligheden for at gøre en forskel. Og det er med til at motivere mig, at man har en reel chance for at sætte sit præg på verden. Det var med til, at jeg valgte uddannelsen.

Det bedste ved min uddannelse

Det bedste ved ingeniøruddannelsen er uden tvivl muligheden for at arbejde med problemstillinger, der tager udgangspunkt i det virkelige liv. Især samarbejde med forskellige firmaer har været givende, lærerigt og fedt, da ens arbejde potentielt allerede kan ses ude i den virkelige verden.

Fremtidsmulighederne med min uddannelse

Der åbner sig en masse døre, hvis man er kemiingeniør. Man kan arbejde med alt lige fra fødevareindustrien til medicinalindustrien til i olie og gas branchen. Arbejdspladser vil der også være rigeligt af, der bliver kun uddannet få kemiingeniører hvert år, så vi er eftertragtede. Så hvis du er glad for kemi og har mod på at ændre verden, skal du læse kemiteknologi!

Se film med ingeniører:

Social feed